Sange

Mor jer nu godt,
når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sang
- og kærlighed!

Benny Andersen

* * * *

Svantes lykkelige dag

Benny Andersen

Se, hvilken morgenstund, solen er rød og rund,
Annalise er gået i bad, og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.

Blomsterne blomstrer op, der går en edderkop,
fuglene flyver i flok, når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.

Græsset er grønt og vådt, og bierne de har det godt,
lungerne frådser i luft, ah, hvilken snerleduft.
Glæden er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.

Sang under brusebad, hun må vist være glad,
himlen er temmelig blå, det kan jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.

Nu kommer Annalise ud, nøgen og fugtig hud,
kysser mig kærligt og går ind for at red’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.



Mariehønen Evigglad

Tekst: Halfdan Rasmussen. Musik: Henning Hansen

Mariehønen Evigglad
gik tur på et rabarberblad,
og mødte Søren Snegl, der lå,
og sov med sneglehuset på.

Da blev det regn og torden vejr,
og Evigglad fik våde tæ’r,
så derfor slog hun bankeslag,
på sneglehusets lille tag.

Og sneglen råbte højt: kom ind,
i læ for torden, regn og vind,
her er lidt snævert som du ser,
men der er lunt og tørvejr her.

Så sad de begge to og lo,
i Sørens lille sneglebo,
og hvis jeg ikke tager fejl,
blev Evigglad til madam Snegl.



I de Lyse Nætter

Mogens & Dagmar Schrader

Nætternes dæmpede dårende skin
sløver vor tanke tryller vort sind,
elskov hvisker sit du og jeg,
kalder på dig min
dyreste skat, alt i den blundende
sommernat ånder: jeg elsker dig!

Vinden har løftet dit hvide gardin
flyv nu som fugl i fjerlette lin,
ud i den lyse nat til mig.
Reden er lun i min skærmende arm,
sangfuglen her i min bankende barm,
jubler: jeg elsker dig!

Flygt ej, før natten i solstrålernes glød
blegner og dør i morgenen rød,
elskede mand jeg vil kun dig,
bliv til naturen er vækket af blund,
bliv til din søde din skælvende mund,
hvisker: jeg elsker dig!



Smedesangen

Komponist Trad. Tekst Trad.

Den sorte smed vi alle kender
om intet hår på ho’det gror,
så er han ens i begge ender
om han er lille eller stor.
Om smeden man fortæller
at han er stærk og brav.
Ja, alle er vi smede
fra vugge og til grav.

Og når den store tørst sig melder
går smeden ud og slår et slag.
Han mange baj’re i sig hælder
det hører med til smedens fag.
Han spytter ej i glasset,
men drikker i et drag.
For alle er vi smede
fra vugge og til grav.

Og hvis en smed med næbbet hænger
og hvis af livet han er ked.
Så kender vi ham ikke længer’
så er han ingen rigtig smed.
At vi har mod på livet
og stiller store krav.
Thi alle er vi smede
fra vugge og til grav.

Vi dagligt jern og stål betvinger,
men drømmer om en skønne dag
at skæbnen lykken til os bringer
så vi ka’ stikke af her fra.
Langt bort fra slaveriet
og fra maskinens krav.
Men stadig er vi smede
fra vugge og til grav.