Præstens tale

Bisættelse. Bjarne Jensen. 25. maj 2007.
At sige verden ret farvel.

At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.

Grundtvig, hvis store salme om døden, vi lige har sunget, forligede sig aldrig med døden. Døden var for ham altid fjenden. Den magt, der nedbrød livet, som truede livet.
Døden som timeglasset, der rinder ud. Døden som gravens mørke. Døden som en istaphånd.
Døden kunne han ikke forlige sig med – hverken som ung eller gammel. Hverken om han skulle give afkald på liv tidligt eller sent.
Og sådan føler vi andre vel også. Også som en dag i dag, hvor vi tager afsked med Bjarne Jensen.
Bjarne Jensen blev 70 år. Og det er jo ingen alder i dag, siger vi. Og døden kom også brat og hurtigt. Og derfor virker døden endnu mere grusom og brutal. Sådan at blive revet væk, når man står og sir’ farvel til en god ven. Og selvom vi ved, at vi skal dø, så skubber vi realiteten foran os, overser eller fortrænger. Hvorfor ?Ja, som Grundtvig sir’ det i sin salme i et vers, vi ikke har sunget: ved støvet hænger vores sjæl. Grundtvig elskede det liv, vi havde fået givet her på jorden. Det var her evighedslivet levedes. Det var her det gode og lykkelige liv foldede sig ud. Så derfor var døden det værste, en fjende, der kom og rev det gode liv i stykker.
Og det bedste ved livet, sir’ Grundtvig, det er livet med de andre. De nærmeste. Vennen. Famlievennen eller den fjernere ven. Og derfor kan Grundtvig heller ikke forestille sig andet, end at det er vennen, der kommer og sætter sig ved ens side, når døden melder sin ankomst. Som det hedder:

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide.


Det gode liv folder sig ud i de nære relationer. Og det gjorde de også for Bjarne Jensen. En vending, der gik igen og igen i samtalen forleden, var, at han var vennernes ven, og det gjaldt både i den familiære kreds såvel som den fjernere kreds. For Bjarne Jensen var hørte tingene sammen: det derhjemme og det derude, hjemmet med dig Annalise og børnene og samværet med venner i foreningen. Vennernes ven.
Det var i forhold til sine arbejdskammerater på sin arbejdsplads ved DSB igennem mere end 30 år. Han var manden på gulvet, der ikke stræbte efter avancement, men mente at tjene arbejdet i anden række. I dag vil alle være høvdinge, og ingen soldater. Men han hørte til den generation af smede, hvor det i sig selv er værdigt og fortjenstfuldt at være soldat uden at drømme om at blive høvding. At hjælpe, bidrage, bakke op fra neden af.
Og det var karakteristisk også for Bjarne Jensens livsindstilling ud over arbejdet: at bakke de andre op, være tilstede og hjælpe og støtte, hvor nogen manglede det. Først på pletten og altid på pletten. En mand man kunne regne med, at når der skulle arrangeres, gøres noget – i familien som den gode og bestemte støtte, som supporter i fodboldklubben, handy-man på vejen, når nogen skulle have lavet noget…Hans nærvær, hans loyalitet og præcision vidner om, at han var vennernes ven. På det nære som det fjernere plan. Han var en bulldog med et kærligt og retfærdigt hjerte
Vi nærmer os Pinse. Dér hvor vi i kirken får at vide, at Jesus sender os helligånden. Hvormed Jesus gav mennesker bemyndigelse og ansvar for at bære hans budskab videre. Kærlighedens budskab. Han omtalte sine disciple som venner.Vi er her i dag på dette sted for at takke for det liv, hvor I har set spor af kærlighedens venneliv. I hjemmet, i ægteskabet, på arbejdsplads og foreningsliv. Vi møder Guds kærlighed igennem vore nærmeste – som venlig kærlighed.
Og det er hans håb for livet efter døden også. At selv her kan han kun forestille sig, at liv hos Gud ligner det liv, han kender fra denne verden – et liv i hjemlighed, hvor man sidder sammen som i den hjemlige stue, tale med hinanden som ven med ven.

Så har vi da heller ikke andet at gøre i dag. End at lade sorgen over at have mistet et kært menneske overbyde af håbet om, at Bjarne Jensen stadig er i Guds liv – at Gud er der og møder sin ven med kærlighed.
Lade sorgen overbyde af taknemmelighed over det liv med den kærlighed og tryghed, I har fået givet gennem ham.Lad sorgen svinde for den taknemmelighed og opgave, at I stadig har mennesker at dele liv med.
Taknemmelighed over, at være i live. Og at liv kan leves på vennevis.
Så lyses der fred over døde og levende.

Amen