 |
| Bjarne - 1937 til 2007 |
lørdag den 2. juni 2007
Janes tale til Far
Verden har uendelig meget at tilbyde os alle, hvis vi har øjnene til at se det, hjertet til at elske det, hænderne til at plukke det og evnen til at sætte pris på det...
Far blev født den 18. marts 1937. Han døde af en blodprop i hjertet - forrige tirsdag, på torvet foran rådhuset, midt i hans elskede Lyngby.
Som dreng boede han i Lyngby og senere i Buddinge. Hans lillebror Ove kom til verden i april 1946.
Far var i lære som smed hos Hartmanns. Bagefter kom han i Søværnet. Tiden gik, og far mødte mor i 1957. I sejlklubben "Frem". De blev så forelskede. Han havde de dejligste blå øjne – og var kæk! Han var god til fodbold – ikke nogen Søren Mål eller Klaus Berggren, men han var hurtig!
Han blev kaldt "Vimmer".
De blev gift i 1960. Hun var gravid, han var stolt! Det blev en dreng – min bror Claus kom til verden i 1961. De ledte efter en lejlighed. I lang tid. Så flyttede de sammen som en lille familie.
Nu boede de i Lyngby. Far arbejdede hos DSB. Der gik 6 år. Nu var hun gravid igen. Jeg blev født i ’67. Så flyttede de til en større lejlighed, stadig i Lyngby.
Far var en aktiv mand. Min bror og jeg har ikke tal på alle de gange vi er blevet slæbt med til håndbold og badminton, når far selv skulle spille kamp. Og til fodbold. Det var sjovt. Altid var han i vigør.
Tiden gik, vi børn blev større, og så en dag flyttede vi ind i det lille hus på Kornagervej. For mor og far var det et drømmehus. Der kom en dejlig hund til huset. Den var fars øjesten. Nogle år senere kom der også en lille kat. Jo, der var liv og glade dage!
Far var en dejlig far. Han lærte min bror og jeg at holde rigtigt på en hammer – det har vi grinet meget af. Og vi lærte at bande – og at svømme. Samt en masse andre ting.
Claus og jeg flyttede hjemmefra. Fandt vores livs kærligheder – Elisabeth og Anders. Stiftede familier og fik søde, sunde børn – Frederikke, Johannes og Isabella - 3 små guldklumper blev det til i alt. De var godt nok søde de der babyer – men meget sjovere syntes far at de var, da de blev lidt større, og han kunne lege og tale med dem. Far var nærmest lykkelig! En dejlig mand i sit livs efterår, høstende alle de frugter som livet bød ham.
Far cyklede, svømmede, spillede kegler, passede haver og klippede hække. Han svigtede aldrig Lyngby Boldklub, hvor han senest var aktiv som official til hjemmekampene. Han var aktiv i Metals Seniorklub og Lyngby Ældreklub. Han hentede, transporterede og passede børnebørn sammen med mor i én uendelighed, og han var en guttermand! Vi kunne altid regne med far.
Men det er slut nu.
Min familie har et stærkt sammenhold. Nogle bor langt væk, andre bor tæt på. Men vi holder sammen, og de er alle kommet her i dag for at sige farvel til far.
Far havde også mange venner og mange bekendte. De er også kommet her i dag for at sige farvel. Han var nemlig en trofast og hjælpsom ven, og en god kammerat. Tak til jer alle.
Nu ligger far her, iklædt den trøje som han fik sidste år i Ulvedalene i Dyrehaven, da det kongelige teater spillede forestillingen Thor. Dér regerede far på toppen af Djævlebakken med høj og myndig stemme, hvis nogen trådte indenfor afspærringerne eller skulle vises til deres pladser på tribunen.
Det er også slut med det nu.
Far døde alt for tidligt. Han troede, at han skulle blive 90 år, men hans hjerte banker ikke længere. Tak til alle som hjalp vores far, og tak til alle jer, som har tænkt på os i denne svære tid.
Far lever videre i vore minder; – minder om – trods alt - mange år med en dejlig og kærlig far.
Vores mor er her heldigvis endnu, og det vil glæde hende, min bror og jeg, hvis I vil mødes med os i Sognegården efter dette.
Afslutningsvis, og inden vores far bæres ud, vil Henrik Frank Møller, som er vores trompetist i dag, blæse far et stykke.
Far blev født den 18. marts 1937. Han døde af en blodprop i hjertet - forrige tirsdag, på torvet foran rådhuset, midt i hans elskede Lyngby.
Som dreng boede han i Lyngby og senere i Buddinge. Hans lillebror Ove kom til verden i april 1946.
Far var i lære som smed hos Hartmanns. Bagefter kom han i Søværnet. Tiden gik, og far mødte mor i 1957. I sejlklubben "Frem". De blev så forelskede. Han havde de dejligste blå øjne – og var kæk! Han var god til fodbold – ikke nogen Søren Mål eller Klaus Berggren, men han var hurtig!
Han blev kaldt "Vimmer".
De blev gift i 1960. Hun var gravid, han var stolt! Det blev en dreng – min bror Claus kom til verden i 1961. De ledte efter en lejlighed. I lang tid. Så flyttede de sammen som en lille familie.
Nu boede de i Lyngby. Far arbejdede hos DSB. Der gik 6 år. Nu var hun gravid igen. Jeg blev født i ’67. Så flyttede de til en større lejlighed, stadig i Lyngby.
Far var en aktiv mand. Min bror og jeg har ikke tal på alle de gange vi er blevet slæbt med til håndbold og badminton, når far selv skulle spille kamp. Og til fodbold. Det var sjovt. Altid var han i vigør.
Tiden gik, vi børn blev større, og så en dag flyttede vi ind i det lille hus på Kornagervej. For mor og far var det et drømmehus. Der kom en dejlig hund til huset. Den var fars øjesten. Nogle år senere kom der også en lille kat. Jo, der var liv og glade dage!
Far var en dejlig far. Han lærte min bror og jeg at holde rigtigt på en hammer – det har vi grinet meget af. Og vi lærte at bande – og at svømme. Samt en masse andre ting.
Claus og jeg flyttede hjemmefra. Fandt vores livs kærligheder – Elisabeth og Anders. Stiftede familier og fik søde, sunde børn – Frederikke, Johannes og Isabella - 3 små guldklumper blev det til i alt. De var godt nok søde de der babyer – men meget sjovere syntes far at de var, da de blev lidt større, og han kunne lege og tale med dem. Far var nærmest lykkelig! En dejlig mand i sit livs efterår, høstende alle de frugter som livet bød ham.
Far cyklede, svømmede, spillede kegler, passede haver og klippede hække. Han svigtede aldrig Lyngby Boldklub, hvor han senest var aktiv som official til hjemmekampene. Han var aktiv i Metals Seniorklub og Lyngby Ældreklub. Han hentede, transporterede og passede børnebørn sammen med mor i én uendelighed, og han var en guttermand! Vi kunne altid regne med far.
Men det er slut nu.
Min familie har et stærkt sammenhold. Nogle bor langt væk, andre bor tæt på. Men vi holder sammen, og de er alle kommet her i dag for at sige farvel til far.
Far havde også mange venner og mange bekendte. De er også kommet her i dag for at sige farvel. Han var nemlig en trofast og hjælpsom ven, og en god kammerat. Tak til jer alle.
Nu ligger far her, iklædt den trøje som han fik sidste år i Ulvedalene i Dyrehaven, da det kongelige teater spillede forestillingen Thor. Dér regerede far på toppen af Djævlebakken med høj og myndig stemme, hvis nogen trådte indenfor afspærringerne eller skulle vises til deres pladser på tribunen.
Det er også slut med det nu.
Far døde alt for tidligt. Han troede, at han skulle blive 90 år, men hans hjerte banker ikke længere. Tak til alle som hjalp vores far, og tak til alle jer, som har tænkt på os i denne svære tid.
Far lever videre i vore minder; – minder om – trods alt - mange år med en dejlig og kærlig far.
Vores mor er her heldigvis endnu, og det vil glæde hende, min bror og jeg, hvis I vil mødes med os i Sognegården efter dette.
Afslutningsvis, og inden vores far bæres ud, vil Henrik Frank Møller, som er vores trompetist i dag, blæse far et stykke.
tirsdag den 29. maj 2007
Præstens tale
Bisættelse. Bjarne Jensen. 25. maj 2007.
At sige verden ret farvel.
At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
Grundtvig, hvis store salme om døden, vi lige har sunget, forligede sig aldrig med døden. Døden var for ham altid fjenden. Den magt, der nedbrød livet, som truede livet.
Døden som timeglasset, der rinder ud. Døden som gravens mørke. Døden som en istaphånd.
Døden kunne han ikke forlige sig med – hverken som ung eller gammel. Hverken om han skulle give afkald på liv tidligt eller sent.
Og sådan føler vi andre vel også. Også som en dag i dag, hvor vi tager afsked med Bjarne Jensen.
Bjarne Jensen blev 70 år. Og det er jo ingen alder i dag, siger vi. Og døden kom også brat og hurtigt. Og derfor virker døden endnu mere grusom og brutal. Sådan at blive revet væk, når man står og sir’ farvel til en god ven. Og selvom vi ved, at vi skal dø, så skubber vi realiteten foran os, overser eller fortrænger. Hvorfor ?Ja, som Grundtvig sir’ det i sin salme i et vers, vi ikke har sunget: ved støvet hænger vores sjæl. Grundtvig elskede det liv, vi havde fået givet her på jorden. Det var her evighedslivet levedes. Det var her det gode og lykkelige liv foldede sig ud. Så derfor var døden det værste, en fjende, der kom og rev det gode liv i stykker.
Og det bedste ved livet, sir’ Grundtvig, det er livet med de andre. De nærmeste. Vennen. Famlievennen eller den fjernere ven. Og derfor kan Grundtvig heller ikke forestille sig andet, end at det er vennen, der kommer og sætter sig ved ens side, når døden melder sin ankomst. Som det hedder:
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide.
Det gode liv folder sig ud i de nære relationer. Og det gjorde de også for Bjarne Jensen. En vending, der gik igen og igen i samtalen forleden, var, at han var vennernes ven, og det gjaldt både i den familiære kreds såvel som den fjernere kreds. For Bjarne Jensen var hørte tingene sammen: det derhjemme og det derude, hjemmet med dig Annalise og børnene og samværet med venner i foreningen. Vennernes ven.
Det var i forhold til sine arbejdskammerater på sin arbejdsplads ved DSB igennem mere end 30 år. Han var manden på gulvet, der ikke stræbte efter avancement, men mente at tjene arbejdet i anden række. I dag vil alle være høvdinge, og ingen soldater. Men han hørte til den generation af smede, hvor det i sig selv er værdigt og fortjenstfuldt at være soldat uden at drømme om at blive høvding. At hjælpe, bidrage, bakke op fra neden af.
Og det var karakteristisk også for Bjarne Jensens livsindstilling ud over arbejdet: at bakke de andre op, være tilstede og hjælpe og støtte, hvor nogen manglede det. Først på pletten og altid på pletten. En mand man kunne regne med, at når der skulle arrangeres, gøres noget – i familien som den gode og bestemte støtte, som supporter i fodboldklubben, handy-man på vejen, når nogen skulle have lavet noget…Hans nærvær, hans loyalitet og præcision vidner om, at han var vennernes ven. På det nære som det fjernere plan. Han var en bulldog med et kærligt og retfærdigt hjerte
Vi nærmer os Pinse. Dér hvor vi i kirken får at vide, at Jesus sender os helligånden. Hvormed Jesus gav mennesker bemyndigelse og ansvar for at bære hans budskab videre. Kærlighedens budskab. Han omtalte sine disciple som venner.Vi er her i dag på dette sted for at takke for det liv, hvor I har set spor af kærlighedens venneliv. I hjemmet, i ægteskabet, på arbejdsplads og foreningsliv. Vi møder Guds kærlighed igennem vore nærmeste – som venlig kærlighed.
Og det er hans håb for livet efter døden også. At selv her kan han kun forestille sig, at liv hos Gud ligner det liv, han kender fra denne verden – et liv i hjemlighed, hvor man sidder sammen som i den hjemlige stue, tale med hinanden som ven med ven.
Så har vi da heller ikke andet at gøre i dag. End at lade sorgen over at have mistet et kært menneske overbyde af håbet om, at Bjarne Jensen stadig er i Guds liv – at Gud er der og møder sin ven med kærlighed.
Lade sorgen overbyde af taknemmelighed over det liv med den kærlighed og tryghed, I har fået givet gennem ham.Lad sorgen svinde for den taknemmelighed og opgave, at I stadig har mennesker at dele liv med.
Taknemmelighed over, at være i live. Og at liv kan leves på vennevis.
Så lyses der fred over døde og levende.
Amen
At sige verden ret farvel.
At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
Grundtvig, hvis store salme om døden, vi lige har sunget, forligede sig aldrig med døden. Døden var for ham altid fjenden. Den magt, der nedbrød livet, som truede livet.
Døden som timeglasset, der rinder ud. Døden som gravens mørke. Døden som en istaphånd.
Døden kunne han ikke forlige sig med – hverken som ung eller gammel. Hverken om han skulle give afkald på liv tidligt eller sent.
Og sådan føler vi andre vel også. Også som en dag i dag, hvor vi tager afsked med Bjarne Jensen.
Bjarne Jensen blev 70 år. Og det er jo ingen alder i dag, siger vi. Og døden kom også brat og hurtigt. Og derfor virker døden endnu mere grusom og brutal. Sådan at blive revet væk, når man står og sir’ farvel til en god ven. Og selvom vi ved, at vi skal dø, så skubber vi realiteten foran os, overser eller fortrænger. Hvorfor ?Ja, som Grundtvig sir’ det i sin salme i et vers, vi ikke har sunget: ved støvet hænger vores sjæl. Grundtvig elskede det liv, vi havde fået givet her på jorden. Det var her evighedslivet levedes. Det var her det gode og lykkelige liv foldede sig ud. Så derfor var døden det værste, en fjende, der kom og rev det gode liv i stykker.
Og det bedste ved livet, sir’ Grundtvig, det er livet med de andre. De nærmeste. Vennen. Famlievennen eller den fjernere ven. Og derfor kan Grundtvig heller ikke forestille sig andet, end at det er vennen, der kommer og sætter sig ved ens side, når døden melder sin ankomst. Som det hedder:
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide.
Det gode liv folder sig ud i de nære relationer. Og det gjorde de også for Bjarne Jensen. En vending, der gik igen og igen i samtalen forleden, var, at han var vennernes ven, og det gjaldt både i den familiære kreds såvel som den fjernere kreds. For Bjarne Jensen var hørte tingene sammen: det derhjemme og det derude, hjemmet med dig Annalise og børnene og samværet med venner i foreningen. Vennernes ven.
Det var i forhold til sine arbejdskammerater på sin arbejdsplads ved DSB igennem mere end 30 år. Han var manden på gulvet, der ikke stræbte efter avancement, men mente at tjene arbejdet i anden række. I dag vil alle være høvdinge, og ingen soldater. Men han hørte til den generation af smede, hvor det i sig selv er værdigt og fortjenstfuldt at være soldat uden at drømme om at blive høvding. At hjælpe, bidrage, bakke op fra neden af.
Og det var karakteristisk også for Bjarne Jensens livsindstilling ud over arbejdet: at bakke de andre op, være tilstede og hjælpe og støtte, hvor nogen manglede det. Først på pletten og altid på pletten. En mand man kunne regne med, at når der skulle arrangeres, gøres noget – i familien som den gode og bestemte støtte, som supporter i fodboldklubben, handy-man på vejen, når nogen skulle have lavet noget…Hans nærvær, hans loyalitet og præcision vidner om, at han var vennernes ven. På det nære som det fjernere plan. Han var en bulldog med et kærligt og retfærdigt hjerte
Vi nærmer os Pinse. Dér hvor vi i kirken får at vide, at Jesus sender os helligånden. Hvormed Jesus gav mennesker bemyndigelse og ansvar for at bære hans budskab videre. Kærlighedens budskab. Han omtalte sine disciple som venner.Vi er her i dag på dette sted for at takke for det liv, hvor I har set spor af kærlighedens venneliv. I hjemmet, i ægteskabet, på arbejdsplads og foreningsliv. Vi møder Guds kærlighed igennem vore nærmeste – som venlig kærlighed.
Og det er hans håb for livet efter døden også. At selv her kan han kun forestille sig, at liv hos Gud ligner det liv, han kender fra denne verden – et liv i hjemlighed, hvor man sidder sammen som i den hjemlige stue, tale med hinanden som ven med ven.
Så har vi da heller ikke andet at gøre i dag. End at lade sorgen over at have mistet et kært menneske overbyde af håbet om, at Bjarne Jensen stadig er i Guds liv – at Gud er der og møder sin ven med kærlighed.
Lade sorgen overbyde af taknemmelighed over det liv med den kærlighed og tryghed, I har fået givet gennem ham.Lad sorgen svinde for den taknemmelighed og opgave, at I stadig har mennesker at dele liv med.
Taknemmelighed over, at være i live. Og at liv kan leves på vennevis.
Så lyses der fred over døde og levende.
Amen
onsdag den 23. maj 2007
Sange
Mor jer nu godt,
når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sang
- og kærlighed!
Benny Andersen
* * * *
Svantes lykkelige dag
Benny Andersen
Se, hvilken morgenstund, solen er rød og rund,
Annalise er gået i bad, og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Blomsterne blomstrer op, der går en edderkop,
fuglene flyver i flok, når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Græsset er grønt og vådt, og bierne de har det godt,
lungerne frådser i luft, ah, hvilken snerleduft.
Glæden er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Sang under brusebad, hun må vist være glad,
himlen er temmelig blå, det kan jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Nu kommer Annalise ud, nøgen og fugtig hud,
kysser mig kærligt og går ind for at red’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Mariehønen Evigglad
Tekst: Halfdan Rasmussen. Musik: Henning Hansen
Mariehønen Evigglad
gik tur på et rabarberblad,
og mødte Søren Snegl, der lå,
og sov med sneglehuset på.
Da blev det regn og torden vejr,
og Evigglad fik våde tæ’r,
så derfor slog hun bankeslag,
på sneglehusets lille tag.
Og sneglen råbte højt: kom ind,
i læ for torden, regn og vind,
her er lidt snævert som du ser,
men der er lunt og tørvejr her.
Så sad de begge to og lo,
i Sørens lille sneglebo,
og hvis jeg ikke tager fejl,
blev Evigglad til madam Snegl.
I de Lyse Nætter
Mogens & Dagmar Schrader
Nætternes dæmpede dårende skin
sløver vor tanke tryller vort sind,
elskov hvisker sit du og jeg,
kalder på dig min
dyreste skat, alt i den blundende
sommernat ånder: jeg elsker dig!
Vinden har løftet dit hvide gardin
flyv nu som fugl i fjerlette lin,
ud i den lyse nat til mig.
Reden er lun i min skærmende arm,
sangfuglen her i min bankende barm,
jubler: jeg elsker dig!
Flygt ej, før natten i solstrålernes glød
blegner og dør i morgenen rød,
elskede mand jeg vil kun dig,
bliv til naturen er vækket af blund,
bliv til din søde din skælvende mund,
hvisker: jeg elsker dig!
Smedesangen
Komponist Trad. Tekst Trad.
Den sorte smed vi alle kender
om intet hår på ho’det gror,
så er han ens i begge ender
om han er lille eller stor.
Om smeden man fortæller
at han er stærk og brav.
Ja, alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Og når den store tørst sig melder
går smeden ud og slår et slag.
Han mange baj’re i sig hælder
det hører med til smedens fag.
Han spytter ej i glasset,
men drikker i et drag.
For alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Og hvis en smed med næbbet hænger
og hvis af livet han er ked.
Så kender vi ham ikke længer’
så er han ingen rigtig smed.
At vi har mod på livet
og stiller store krav.
Thi alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Vi dagligt jern og stål betvinger,
men drømmer om en skønne dag
at skæbnen lykken til os bringer
så vi ka’ stikke af her fra.
Langt bort fra slaveriet
og fra maskinens krav.
Men stadig er vi smede
fra vugge og til grav.
når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sang
- og kærlighed!
Benny Andersen
* * * *
Svantes lykkelige dag
Benny Andersen
Se, hvilken morgenstund, solen er rød og rund,
Annalise er gået i bad, og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Blomsterne blomstrer op, der går en edderkop,
fuglene flyver i flok, når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Græsset er grønt og vådt, og bierne de har det godt,
lungerne frådser i luft, ah, hvilken snerleduft.
Glæden er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Sang under brusebad, hun må vist være glad,
himlen er temmelig blå, det kan jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Nu kommer Annalise ud, nøgen og fugtig hud,
kysser mig kærligt og går ind for at red’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Mariehønen Evigglad
Tekst: Halfdan Rasmussen. Musik: Henning Hansen
Mariehønen Evigglad
gik tur på et rabarberblad,
og mødte Søren Snegl, der lå,
og sov med sneglehuset på.
Da blev det regn og torden vejr,
og Evigglad fik våde tæ’r,
så derfor slog hun bankeslag,
på sneglehusets lille tag.
Og sneglen råbte højt: kom ind,
i læ for torden, regn og vind,
her er lidt snævert som du ser,
men der er lunt og tørvejr her.
Så sad de begge to og lo,
i Sørens lille sneglebo,
og hvis jeg ikke tager fejl,
blev Evigglad til madam Snegl.
I de Lyse Nætter
Mogens & Dagmar Schrader
Nætternes dæmpede dårende skin
sløver vor tanke tryller vort sind,
elskov hvisker sit du og jeg,
kalder på dig min
dyreste skat, alt i den blundende
sommernat ånder: jeg elsker dig!
Vinden har løftet dit hvide gardin
flyv nu som fugl i fjerlette lin,
ud i den lyse nat til mig.
Reden er lun i min skærmende arm,
sangfuglen her i min bankende barm,
jubler: jeg elsker dig!
Flygt ej, før natten i solstrålernes glød
blegner og dør i morgenen rød,
elskede mand jeg vil kun dig,
bliv til naturen er vækket af blund,
bliv til din søde din skælvende mund,
hvisker: jeg elsker dig!
Smedesangen
Komponist Trad. Tekst Trad.
Den sorte smed vi alle kender
om intet hår på ho’det gror,
så er han ens i begge ender
om han er lille eller stor.
Om smeden man fortæller
at han er stærk og brav.
Ja, alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Og når den store tørst sig melder
går smeden ud og slår et slag.
Han mange baj’re i sig hælder
det hører med til smedens fag.
Han spytter ej i glasset,
men drikker i et drag.
For alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Og hvis en smed med næbbet hænger
og hvis af livet han er ked.
Så kender vi ham ikke længer’
så er han ingen rigtig smed.
At vi har mod på livet
og stiller store krav.
Thi alle er vi smede
fra vugge og til grav.
Vi dagligt jern og stål betvinger,
men drømmer om en skønne dag
at skæbnen lykken til os bringer
så vi ka’ stikke af her fra.
Langt bort fra slaveriet
og fra maskinens krav.
Men stadig er vi smede
fra vugge og til grav.
Salme 3
Salme 771
Dagen går
med raske fjed
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1
Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile.
Aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.
2
Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.
3
Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.
4
Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle:
Alting føjes, som Gud vil;
her er trygt at dvæle.
5
Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer.
Dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.
6
Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.
B.S. Ingemann 1838.
Dagen går
med raske fjed
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1
Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile.
Aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.
2
Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.
3
Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.
4
Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle:
Alting føjes, som Gud vil;
her er trygt at dvæle.
5
Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer.
Dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.
6
Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.
B.S. Ingemann 1838.
Salme 2
Salme 612
Den store mester
kommer
Mel.: J.P.E. Hartmann 1873
Caspar Chr. Hoffman 1878
Rued Langgaard 1924
1
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
2
Han kender tegn og mærke
på klarheds gennembrud,
når sølvstoffets ædle indre
af ertsen lutrer sig ud.
3
Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
4
Da glædes høje mester,
da værket er fuldbragt,
da priser det ædle sølvstof
sin mesters dåd i sin pragt.
5
Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
6
Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
B.S. Ingemann 1841.
Den store mester
kommer
Mel.: J.P.E. Hartmann 1873
Caspar Chr. Hoffman 1878
Rued Langgaard 1924
1
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
2
Han kender tegn og mærke
på klarheds gennembrud,
når sølvstoffets ædle indre
af ertsen lutrer sig ud.
3
Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
4
Da glædes høje mester,
da værket er fuldbragt,
da priser det ædle sølvstof
sin mesters dåd i sin pragt.
5
Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
6
Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
B.S. Ingemann 1841.
Salme 1
Hør melodien her!
Salme 538
At sige verden ret farvel
Mel.: A.P. Berggreen 1849
Thomas Laub 1921.
Otto Mortensen 1982
Lær mig, o skov, at visne glad
O, kommer hid dog til Guds Søn
1
At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
4
O, kom du, som engang, jeg ved,
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry, var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.
5
Men kommer døden førend du,
kom da i løn’ og kom i hu,
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den,
salv øjet på din syge ven,
så jeg kan se Guds-haven!
6
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
7
Kom, som du vil! jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten,
den røst, hvorved trods verdens larm
os hjertet brænde kan i barm
og smelte hen i trøsten.
8
O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!
9
Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
Salme 538
At sige verden ret farvel
Mel.: A.P. Berggreen 1849
Thomas Laub 1921.
Otto Mortensen 1982
Lær mig, o skov, at visne glad
O, kommer hid dog til Guds Søn
1
At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
4
O, kom du, som engang, jeg ved,
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry, var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.
5
Men kommer døden førend du,
kom da i løn’ og kom i hu,
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den,
salv øjet på din syge ven,
så jeg kan se Guds-haven!
6
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
7
Kom, som du vil! jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten,
den røst, hvorved trods verdens larm
os hjertet brænde kan i barm
og smelte hen i trøsten.
8
O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!
9
Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
fredag den 18. maj 2007
torsdag den 17. maj 2007
Sådan skete det
Vimmer var på vej til svømning, på cykel, som han altid var tirsdag morgen.
På vejen stoppede han for at ønske sin gode veninde Ketty god rejse (hun skulle til Norge i bus med ældreklubben). Afgang var fra Lyngby Rådhus.
På vej ud af bussen faldt han om og døde af en blodprop i hjertet.
To sygeplejesker hjalp med det samme men der var intet at gøre.
Vimmer blev bragt til skadestuen på Gentofte Sygehus, hvor familien hurtigt blev samlet og tog afsked med en 'smilende' Vimmer.
Fadervor og 'I Østen Stiger Solen Op' var familiens sidste ord.
På vejen stoppede han for at ønske sin gode veninde Ketty god rejse (hun skulle til Norge i bus med ældreklubben). Afgang var fra Lyngby Rådhus.
På vej ud af bussen faldt han om og døde af en blodprop i hjertet.
To sygeplejesker hjalp med det samme men der var intet at gøre.
Vimmer blev bragt til skadestuen på Gentofte Sygehus, hvor familien hurtigt blev samlet og tog afsked med en 'smilende' Vimmer.
Fadervor og 'I Østen Stiger Solen Op' var familiens sidste ord.
Vimmer er død
Vor kære mand, far, svigerfar, morfar og farfar
Bjarne Jensen
'Vimmer'
*18. marts 1937 +15. maj 2007
er pludselig taget fra os
Vi vil altid savne dig
Annalise,
Claus, Elisabeth, Frederikke og Johannes
Jane, Anders og Isabella
Claus, Elisabeth, Frederikke og Johannes
Jane, Anders og Isabella
Bisættelsen finder sted i Lyngby Kirke
Fredag den 25. 5. kl. 13:00
Abonner på:
Opslag (Atom)
